ddansk_1klasse_faellesbog_kap10_final

I d’dansk ønsker vi, at eleverne stifter bekendtskab med kunst og kultur fra flere forskellige dele af verden. Det kan være gennem fremmede kunstbilleder, gennem tekster fra andre lande og kontinenter eller via tekster, der omhandler andre kulturers liv og dagligdag. I dette afsnit lærer eleverne gennem Mia, der skal forestille at være en tidligere klassekammerat til Anna og Anton, om det afrikanske land Tanzania. På målsiden viser fuglen målene med ord på swahili og et afrikansk maleri. Nogle elever kender måske allerede udtrykket hakuna matata, hvis de har set Løvernes konge og kan huske sangene fra filmen.

I d’dansk vil eleverne hvert år møde afrikansk tingatinga-kunst, som de allerede blev introduceret for på bogens forside. Tingatinga-malerierne er oftest naivistiske malerier, der er udført på lærred med cykellak. Cykellakken giver billederne en meget skarp og skinnende overflade.