ddansk_1klasse_faellesbog_kap11_final

I kapitel 11 møder eleverne to remseeventyr: Pandekagen og Ræven, der ikke ville på rævejagt. Klassen har stiftet bekendtskab med genren, da de i kapitel 3 læste Konen i muddergrøften, men i dette kapitel er der særligt fokus på genretrækkene. De to remseeventyr er klassiske med rod i den mundtlige fortælletradition. Karakteristisk for eventyrene er, at de er enkle, rytmiske, letlæselige og med mange gentagelser. De begynder som andre folkeeventyr med ”Der var engang …”, men i modsætning til folkeeventyrene ender de ikke altid godt. Remseeventyr er en oplagt genre at arbejde med i begynderundervisningen.

Når klassen sammen taler om målene med arbejdet i kapitel 11, kan eleverne kigge med i kapitlet, så de kan se, hvilke remseeventyr de skal øve sig i at lytte til, læse, huske og tænke over. I den forbindelse ser eleverne også opskriften, og de snuser til de forskellige opgavetyper. Det er motiverende for eleverne, at de allerede fra begyndelsen ved, hvad de går ind til.