ddansk_1klasse_faellesbog_kap12_final

Det hører også med til danskfaget at arbejde med billeder, fordi faget beskæftiger sig med, hvordan vi oplever og forstår omverdenen ved hjælp af sprog. Og sprog er ikke bare det sprog, vi taler og skriver. Billeder er også sprog, som kan læses, opleves og forstås. På samme måde som verbalsproglige tekster er bygget op af forskellige byggesten (ord og sætninger), har billeder også sine byggesten og virkemidler. At arbejde med billeder i danskfaget skaber mulighed for den gode og givtige dialog. Børn er i dag generelt meget visuelt orienterede, og de fleste børn er dygtige til at læse billeder og ivrige efter at give deres mening til kende og delagtiggøre andre i deres oplevelser med billeder.

Samtalen omkring billeder giver mulighed for i fællesskabet at komme ind på de mere teknisk beskrivende områder med en begyndende billedanalyse. Eleverne lærer fx de faglige udtryk forgrund, mellemgrund og baggrund, og de kan få detaljeret og nuanceret deres ordforråd, når ordene bruges i billedbeskrivelserne, fx ord som solgul, græsgrøn og gråblå. Gennem billedbeskrivelserne kan eleverne erfare, at man på nogle områder selv må tage stilling, ingen svar er mere rigtige end andre, mens der på andre områder gælder faste definitioner.