ddansk_3klasse_faellesbog_kap6_astor_final

”Astor, hedder en dreng”. Dette er indledningssætningen til hver af de små Astor-fortællinger, Martin Glaz Serup har skrevet til d’dansk. I d’dansk 2. klasse mødte eleverne for første gang den litterære figur Astor, og i 3. klasse skal de læse og arbejde med to nyskrevne tekster om Astor.

Selv om Astor på mange punkter fremstår som en helt almindelig dreng, er han en dreng, hvis rammer er noget ud over det sædvanlige. Han bor på grund af en oversvømmelse i et højhus midt i en sø. Oversvømmelsen, som ikke er nærmere beskrevet i teksterne, har vendt så meget op og ned på dagligdagen, at Astor nu må sejle i skole. Hans forældre er ikke længere ansat på skolen, men har en hajfarm, og Astor hjælper til med fodring af dyrene. Astors forældre underviser også i tango, og Astor elsker at danse tango. Han er skrap til det. Undervisningen foregår i en lille bjerglandsby, og Astor og forældrene kommer derop med helikopterkapslerne. De to nye fortællinger i 3. klasse har form som små fiktive beretninger. Elevernes fantasi og indlevelsesevne udfordres. Teksterne begynder rimelig realistisk, men snart opdager læseren, at vi befinder os i et fantastisk univers, hvor vores dagligdags erfaringer ikke slår til, når teksten skal forstås.