ddansk_3klasse_faellesbog_kap1_borniboger_final

Målene for kapitlet kan samles under et: bliv god til at læse og forstå litteratur. Vi arbejder med strategier som stop og tænk, handlingslinje, persontankekort og ordforklaringer, og eleverne udfordres i at anvende både billede og tekst i fortolkningen og i at udtrykke sig om deres oplevelse og forståelse af teksten. Eleverne får således mulighed for at udvikle deres fiktionskompetence, samtidig med at de kan identificere sig med personerne, genkende sig selv og få dybere indsigt og større erkendelse – et led i deres personlige udvikling.

Målet med kapitlet er naturligvis også at give eleverne gode læseoplevelser og skabe smag for læsning. Mange børn motiveres til læsning ved at læse seriebøger, så vi har valgt at præsentere eleverne for tre forskellige serier til selvstændig læsning: Naja Marie Aidts bøger om Zakarias og Katrine Marie Guldagers bøger om henholdsvis Frantz og Nynne og Karin. Det er alle bøger af høj litterær kvalitet, der drejer sig om vigtige ting i børns tilværelse, fx svigt, kærlighed og venskab. Det er eksistentielle emner og konflikter, som elever i 3. klasse kan genkende og relatere til. Bøgerne rummer samtidig en sproglig flertydighed, der kan bidrage til kvalificerede samtaler om sprog, så eleverne udvikler deres sproglige kompetence, imens de får ny indsigt i sig selv og andre.