ddansk_3klasse_faellesbog_kap2_kenderihalfdan_final

Uden at vide det kender stort set alle børn Halfdan Rasmussen, de kender i hvert fald nogle af hans rim og remser og digte. Målet med dette kapitel er at præsentere børnene for Halfdan Rasmussen som forfatter og give dem kendskab til og lade dem opleve hans underfundige digte. Halfdan Rasmussen har med sine digte og sjove vers næsten skabt sin helt egen genre, hvor han af almindelige ord formår at skabe et morsomt og til tider absurd indhold. Målet er også at skærpe elevernes sproglige opmærksomhed, og vi håber, at eleverne også selv kommer til at sprudle med sjove og underfundige påfund.

Når vi arbejder med poesi i undervisningen, skærper vi elevernes sans for lyrik. Lyrikgenren inspirerer til at lege og eksperimentere med sproget, hvilket er en tilgang til større sproglig kompetence. I lyrikgenren er selve sproget i fokus, og i det ofte gennemarbejdede og fortættede sprog er de sproglige virkemidler synlige. Der er korte brudte linjer, form og indhold kan spille sammen, sproget er sanseligt og kan være både konkret og billedligt. Her kan eleverne opleve sproget som en kilde til undren, udfordring og oplevelse, og deres følelser og fantasi kan få næring. De kan blive opmærksomme på, hvordan vi med få velvalgte ord kan skabe stemning og danne indre billeder. Jo større opmærksomhed der er på ord, jo mere nuanceret og varieret bliver elevernes sprog, både når de skal udtrykke sig mundtligt og skriftligt.

I kapitlet præsenteres to rim og remser fra Halfdans ABC og fire fortællingsdigte, og eleverne skal arbejde med enderim og bogstavrim (allitterationer). Rimene er med til at skabe flow i elevernes læsning og hjælper dem til at holde rytmen, når de skal lære digte udenad.

Kombiner kapitlet i d’dansk med et af forløbene om digte i danskportalen til mellemtrinnet. Der er fx god hjælp at hente, når eleverne skal skrive deres egne digte. Læs mere om forløbet her.