ddansk_3klasse_faellesbog_kap10_olelundkirkegaard_final

At sætte fokus på en forfatter bør være en årligt tilbagevendende begivenhed i danskundervisningen. Når vi betragter landskabet af danske børnebogsforfattere, er det et svært valg kun at skulle sætte fokus på én forfatter om året, men modsat vil det også, med danskfagets store stofmængde, være en for stor mundfuld at gå grundigt til værks med flere forfattere. På den baggrund er valget faldet på Ole Lund Kirkegaard, der med sin humoristiske skrivestil og særprægede persontegninger går lige i hjertet på elever i 3. klasse. Klassen præsenteres for en fortælling, Dragen, et kort forfatterportræt og de to første kapitler af Gummi-Tarzan. Vi lægger op til, at hele romanen læses, og at eleverne herefter individuelt arbejder med en større skriftlig afleveringsopgave, som vi foreslår opgaver og evaluering til. Vi forestiller os, at eleverne får smag for forfatteren, så de får lyst til at gå i gang med at læse en større del af forfatterskabet.

Hovedparten af Ole Lund Kirkegaards romaner er let læselige for elever i 3. klasse. Endelig lægger vi op til, at klassen til slut ser filmen Gummi-Tarzan eller animationsfilmen Gummi T og sammenligner de forskellige genrer. Eleverne bliver på side 204 i Fællesbogen præsenteret for seks meget konkrete læringsmål for arbejdet med forfatteren Ole Lund Kirkegaard og hans forfatterskab. Overordnet for hele arbejdet med forfatterskabet er dog også, at eleverne får gode læseoplevelser og bibeholder deres læselyst.

Vil I arbejde videre med forfatterskabet, er der mere at hente i danskportalen til mellemtrinnet, hvor forløbet om Ole Lund Kirkegaard går i dybden med forfatterens liv og flere af hans tekster. Læs mere om forløbet her. Det er også en mulighed at lade eleverne selv skrive forfatterportrætter – og der er god hjælp at hente i portalens forløb Forfatterportræt. Læs mere om forløbet her.