ddansk_4klasse_faellesbog_kap8_ifattigdommensdage_final

Et af målene for dette kapitel er blandt andet at give eleverne kendskab til en historisk periode, slutningen af 1800-tallet. De bliver præsenteret for mange forskellige tekster i mange forskellige genrer, og intentionen er som altid, at eleverne læser teksterne på flere forskellige planer, og at de forholder sig til teksternes indhold, samtidig med at deres danskfaglige færdigheder udvikles. De skal læse H.C. Andersens historie Den lille pige med svolvlstikkerne, og de skal læse klassikeren Tudemarie og erindringstekster om, hvordan det var at gå i skole for lidt mere end 100 år siden. De skal læse om børns arbejde, og de skal læse uddrag af den historiske roman Øretævens vej. Endelig bliver de præsenteret for to af Ingemanns salmer.

Kapitlet er fortrinsvis illustreret med fotografier og malerier fra slutningen af 1800-tallet, og der er flere fotografier at hente stemninger og indtryk i her i vejledningen. I fattigdommens dage slutter med en lidt større opgave, der folder kapitlet ud ved at eleverne læser en historisk roman fra en selvvalgt periode. Derefter læser de selvstændigt fagtekster om den periode, hvor romanen foregår. Det er altså et kapitel, hvor eleverne både skal læse ældre litteratur, nyere litteratur om ældre tider og tilegne sig viden gennem faglig læsning.