ddansk_1klasse_faellesbog_kap16_final

”En lille mis med blå øjne og godt humør er på vej ud i verden for at finde landet med de mange mus”. Sådan starter historien om Mis, der på sin vej møder mange forhindringer. Men Mis har gå-på-mod. Han hjælper kattene med de gule øjne, der først slet ikke vil have noget med ham at gøre, fordi han ser anderledes ud med sine blå øjne, han når frem til det forjættede land med de mange mus, og han deler gerne med de guløjede katte. Han bliver accepteret, da de til slut siger: ”Tak for mus, gode Mis. Vi har fundet ud af, at du er en kat ligesom vi, selv om øjnene er blå”. Der er altså noget helt eksistentielt på spil i denne klassiker af Egon Mathiesen. Forståelse for forskellighed er motivet, og det enkle budskab er, at vi skal være gode ved hinanden.